DEN DANSKE SALMEBOG
Du støtter et skolebarn
Skolens virke i dag
Det Kgl. Vajsenhus er i dag en privatskole under Lov om frie grundskoler. Overskuddet fra salget af Den Dannske Salmebog går ubeskåret til fripladser på skolen. Fripladser gives til børn, der har mistet en eller begge forældre, børn i familipleje og børn fra økonomisk betrængte hjem.
Skolen er under kongelig protektion ved hendes Majestæt Dronning Margrethe II.
Skolen ledes af en direktion, og medlemmerne af denne beskikkes af dronningen.
Medlemmerne arbejder ulønnet for Det Kgl. Vajsenhus.
Læs mere om skolen på
www.vajsenhuset.dk
Det Kgl. Vajsenhus
Det Kgl. Vajsenhus blev stiftet af Frederik IV den 11. oktober 1727 på kongens egen fødselsdag! Kongen ønskede at give forældreløse børn mulighed for at få en tryg opvækst og en god skolegang. I "Anordning og Instruks for Det Kgl. Vajsenhus" skriver kongen afslutningsvis, at Stiftelsen skal "bestå til Verdens Ende". Et smukt bevis på, at kongen havde hjertet på rette sted i bestræbelserne på at sikre de socialt udsatte børn gode forhold.
Pesten havde hærget i Danmark i starten af 1700-tallet, og ca.1/3 af Københavns 60.000 indbyggere var døde af sygdommen. Derfor var der mange forældreløse børn.
Ordet "Waise" er tysk og betyder "forældreløst barn".
I 1778 fik stiftelsen Salmebogsprivilegiet af Christian VII.
Dette privilegium tilhører Det Kgl. Vajsenhus den dag i dag og har en helt afgørende betydning for skolens økonomi og fortsatte drift.
Det Kgl. Vajsenhus´ Forlag udgiver Den Danske Salmebog og mange andre liturgiske bøger til brug i Den danske Folkekirke. Forlaget producerer desuden børnesalmebøger og undervisningsmaterialer om salmer til brug i Folkeskolen.
Overskuddet fra denne forlagsvirksomhed går udelukkende til skolens drift.